|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
Lokalrådet
har en vision SOGNEMØDE:
På Sognemødet onsdag den 30. august præsenterede Lokalrådet bl.a. en ambitiøs
vision for Glejbjerg. 40
borgere nærmest løb ind i Glejbjerg Fritidscenter onsdag aften for at deltage
i Sognemødet. Om
det skyldes en frygt for, at der ikke var stole nok eller om det voldsomme
regnvejr havde den afgørende indflydelse, står hen i det uvisse. De blev
ihvertfald udsat for en sand storm af informationer fra det Lokalråd, der nu
har virket i et halvt år i Glejbjerg. Formand
Vagn Sørensen lagde ikke skjul på, at Lokalrådets vigtigste rolle i første
omgang var at definere sig selv i forhold til sognets mange foreninger. -
Det er vigtigt, at vi i Lokalrådet ikke bruger al vores tid på at tømre
cykelskure sammen. Vi er nødt til at forholde os til det overordnede mål for
byen og forfølge det, betoner han. – Ellers drukner vi i praktisk arbejde og
glemmer visionen. Netop
visionen var det store budskab for forsamlingen onsdag. Kasserer Michael Gejl
fremlagde et ambitiøst bud på Glejbjergs fremtid. Indenfor de næste ti år
forventes indbyggertallet at være steget med 20% - heraf ca. 300 indenfor bygrænsen. -
Den største fare er ikke at have så store mål, at vi ikke når dem; men at de
er så små, at vi når dem, citerede Michael Gejl frit efter Michelangelo med
slet skjult henvisning til den traditionelle vestjyske beskedenhed. Den
forventede vækst bærer nogle konsekvenser med sig, som allerede nu lurer i
kulissen. Skolen, skole-/fritidsordningen og børnehaven er fyldt til
bristepunktet og for skole-/fritidsordningens vedkommende er det tvingende nødvendigt
at finde en løsning i forhold til at udvide bygningsarealet i løbet af kort
tid. Også
udstykning af boliggrunde skal der gang i til de mange nye indbyggere og om dét
kunne Henrik Winther berette om en nyligt indgået aftale mellem Holsted Kommune
og EDC Agerbæk/Bramming, som vil forestå en del af salget på Stigbøjlen i
efteråret. -
Lokalrådet tog initiativ til at formidle aftalen og det har vi heldigvis haft
succes med, udtalte Henrik Winther. Blandt
de opgaver, der prioriteres højt i den kommende periode er en velkomstfolder
til tilflyttere, en arkitekttegnet landskabsplan, forbedring af den kollektive
trafik og sondering af mulighederne i forhold til ældre- og seniorboliger. -
Det er helt sikkert store mål, vi har sat os; men de er på ingen måde uopnåelige,
understreger Vagn Sørensen. – Det er vigtigt for Lokalrådet at pointere, at
Glejbjerg udvikler sig mest ved at se de positive vinkler. De
40 tilhørere godkendte Lokalrådets udkast til vedtægter og efter Birgit
Junkers kaffebord var scenen sat til lidt mere fri debat omkring nogle projektidéer,
som blev viderebragt fra bl.a. mødet med foreningerne i juni. Det
store skovområde ved jernbanen blev foreslået renoveret, da bl.a.
Hedeselskabets oprydning efter orkanen i 1999 havde været hård ved stierne. -
Skoven har stor værdi for byens borgere og også børneinstitutionerne er
flittige til at bruge området, forklarede Thomas Ottosen fra Lokalrådet. –
Vi har allerede tilsagn fra et par borgere, som vil arbejde med renoveringen. Heine
Fricke viderebragte et projektforslag om et madpakkehus, som kunne etableres ved
åen på hjørnet af Grenevej og Åbrinken. -
Grundejeren vil gerne stille arealet til rådighed, så hvis der er interesse
for projektet, kan det sættes i gang når som helst, sagde Heine Fricke. Inspireret
af et tiltag i Bramming Kommune havde et forslag om kortlagte cykel- og
vandrestier været nævnt i forbindelse med foreningsmødet i juni. -
Idéen er godt beskrevet og den er forholdvist enkel at gå til, så i lyset af,
at 3 borgere allerede nu har meldt sig til arbejdsgruppen, kan rutekortene være
undervejs i løbet af kort tid, fortalte Ina Andersen. På
forslag fra forsamlingen vil webredaktionen lægge projektidéerne på
www.glejbjerg.dk, hvor man også vil kunne melde sig til arbejdsgruppen og komme
med forslag. Ordstyrer
Knud Hansen overholdt tidsplanen nøje og Sognemødet blev afsluttet præcist
kl. 22, hvor vejret lykkeligvis var klaret op, så alle kunne komme tørskoede
hjem i den lune augustaften.
|
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |