|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
28. februar 2008 Viljen til at ville
LOKALRÅD: Ved sognemødet onsdag den 27. februar var borgmesteren i krydsild i Glejbjerg.
Borgmester Egon Fræhr er en travl mand, men han gav sig tid til sognemødet i Glejbjerg.
Faktisk så meget tid, at han ikke kun deltog under sit eget indlæg; men blev fra ende til anden ved Lokalrådets årlige møde for borgerne i byen.
De hørte først lokalrådsformand Vagn Sørensens beretning om de fokusområder, som rådet gennem 2007 havde ydet en særlig indsats for.
- Viljen til at ville skaber evnen til at kunne, citerede han en kendt sætning.
Og netop viljen har Lokalrådet haft med i kufferten, når essentielle idéer som et børnecenter skulle sælges til Vejen Kommune. Børnecentret er i løbet af et års intenst benarbejde blevet fremmet til virkelighed i form af et millionbeløb til planlægningen i 2008 og et løfte om en særdeles seriøs behandling ved budgetforhandlingerne for 2009.
Lokalrådet har vægtet dialogen højt og gennem lidt skæve aktiviteter med held fået borgerne i tale. En lokal tipskupon ved byfesten og en foto-DVD er nogle af de tiltag, der har fået snakken i gang og idéerne frem i lyset, når borgerne henvendte sig.
Masterplanen
Den tætte lokale dialog har gjort Lokalrådets kurs mere sikker, når det f.eks. gælder høringsoplægget til kommunens Masterplan, der netop er offentliggjort.
- Overordnet er planerne et fint værktøj, men vi har selvfølgelig forslag til justeringer, lød det fra Vagn Sørensen, der også kom med konkrete eksempler.
Glejbjerg vil nemlig fremhæves i Masterplanen som et særligt område, når det gælder Vejen Kommunes indsats i fremtiden. Bl.a. et påtænkt erhvervsområde ved Rebelsig i Esbjerg Kommune tæller med i argumenterne for, at bosætning i Glejbjerg også fremover vil være særdeles attraktivt.
- Jeg vil klart opfordre alle til at deltage i dialogmøder om kommunens planer den 5. marts i Vejen og den 11. marts i Holsted, for hér lægges fremtiden i rammer, understregede Vagn Sørensen.
Kommunens udvikling
Borgmester Egon Fræhr tog tråden op og forklarede om tankerne bag kommunens planer, som på nuværende tidspunkt er ment som en vision om, hvordan Vejen Kommune tager sig ud de kommende 30 år.
- Vi satser klart på områder som erhverv og bosætning, var budskabet fra Egon Fræhr.
Derudover lagde han den positive linie an med en snak om de områder, hvor den nye storkommune har klaret sig bedst. Han var helt på det rene med, at ikke alt endnu fungerer optimalt.
- Det er klart, at vi stadig kan blive bedre, men udgangspunktet er faktisk ret godt, var hans konklusion.
På borgernes opfordring uddybede han bl.a., at på ældreområdet forventes der en afklaring på madfronten i løbet af 2008. Et seniorboligprojekt er i støbeskeen i Glejbjerg og også her var borgmesteren positivt indstillet med et par forbehold.
- Vi tager meget gerne imod de lokale initiativer og hvis ikke det giver pote med den første ansøgning, så prøv da bare en gang til, var borgmesterens opfordring.
Kassemester Michael Gejl gjorde rede for Lokalrådets regnskab, som havde fået et løft i forhold til 2006 på baggrund af et fornuftigt tilskud fra Vejen Kommunes specialpulje til samtlige lokalråd.
Nye opgaver i 2008
I 2008 tager Lokalrådet fat på flere nye opgaver udover opfølgningen på de projekter, der allerede er i gang. Det drejer sig om markedsføring af byggegrundene i Glejbjerg, hvor man i samarbejde med kommunen intensiverer indsatsen.
- Og så vil vi lave en minimasterplan for Glejbjerg, hvor alle inddrages i arbejdet, fortalte Ina Andersen.
Ligesom kommunens masterplan skal Glejbjerg-planen rumme en beskrivelse af Glejbjergs muligheder i fremtiden – både fysisk planlægning af f.eks. kommende udstykninger og mere dybdegående planlægning af udviklingen.
Brug hjemmesiden
Afslutningsvist var der klare opfordringer fra Lokalrådet om at bruge hjemmesiden www.glejbjerg.dk og gerne indsende fotos og tips til historier. Foreningerne blev også opfordret til at indsende tips, så aktivitetskalenderen fortsat kan være et værktøj for alle i byen.
Dirigent Knud Hansen ledte de ca. 90 fremmødte borgere solidt gennem mødet og takkede af ved 22-tiden.
|
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |