|
|
|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
22. januar 2010
En anderledes vinterhistorie
SOGNEARKIV: Da østtyske flygtninge var til julegudstjeneste i Åstrup Kirke
Pastor Knud Høgsbro Østergaard skrev:
Ved krigens afslutning i sommeren 1945 kom der ca. 100 østtyske flygtninge til Aastrup Sogn. De var kommet med skib fra Øst-Preussen og Pommern til København, hvorfra de blev kørt til Holsted By.
Tyskernes barakker i Nr. Aastrup, som havde været brugt som central for en lytterpost under besættelsesårene, nu var bleven tomme, blev en del af flygtningene fra Holsted overført hertil. Iblandt dem var en lærer fra Barhustein ca. 30 km sydvest for Kønigsberg, hans kone samt datteren Travte Neumann med sønnen Peter.
Læreren hed Karl Wallner. Han var ca. 50 år gammel og var på grund af sin alder ikke blevet indkaldt som soldat. Nu blev han af de øvrige flygtninge, valgt som leder af lejren i Nørre Aastrup. Da jeg, (præsten Knud Høgsbro Østergaard, Aastrup præstegaard) af Kirkeministeriet blev udnævnt som præst for lejrens beboere, fik jeg en del kontakt til Karl Walter. Bl. a. ved arrangementer og gudstjenester. Der skete ingen dødsfald i Lejren, så der er ingen flygtningebegravelser på Aastrup Kirkegaard.
Jeg husker især én Gudstjeneste. Det var i julen 1945. Kirkeministeriet havde udsendt en forordning til de danske præster, der var udnævnt til at betjene de tyske flygtninge, at gudstjenester skulle afholdes i julen i de pågældende lejrbarakker og ikke i de danske kirker. Forordningen var undertegnet af biskop Halfdan Høgsbro, der var tilforordnet Kirketjenesten for tyske flygtninge. Jeg fandt bestemmelsen meningsløs nu da krigen var forbi.
De to overfyldte barakker i Nørre Aastrup var uanvendelige til gudstjeneste og jeg aftalte derfor med Karl Wallter at juledag kl. 16, når den ordinære julegudstjeneste i Aastrup Kirke var forbi, kunne flygtningene komme til kirken og jeg ville afholde gudstjeneste for dem der. Dette papirklip er een af flere som flygtningene lavede af mørklægningsgardiner som tak
Nu var det et stort spørgsmål hvordan vejret ville blive. Der var ca. to kilometer at gå, der var ingen mulighed for kørsel af nogen art.
Da den tyske lytterpost havde haft til huse i barakkerne, havde en del af soldaterne haft logi i Aastrup skole, der da lå ved kirken. Herfra var ledningerne blevet ført hen over præstegårdens grund, og da jeg havde ”fået fat i” to af disse felttelefoner i maj 1945, havde jeg hele tiden mulighed for telefonisk forbindelse med flygtningene og vi talte ofte sammen. Også juledag 1945 hvor vejret var mildt med lidt sne. Vejen var farbar og flygtningene kunne komme til kirken. Jeg kan endnu se dem for mig, denne skare af flygtninge komme gående ned af bakken ved Brogården, over broen og gennem svinget, på vej mod aastrup Kirke for at overvære gudstjenesten. Kvinder, børn og gamle mænd. Deres fortøj var træske, gamle slidte lædersko og enkelte i kludesko.
Gudstjenesten Karl Wallter havde været organist hjemme i Barhustein, og jeg bad ham spille til gudstjenesten og bestemme hvilke salmer der skulle synges. Det blev bl.a. ”Hjerte løft din glædes vinge” af Poul Gerhardt. Salmen er fra trediveårskrigens tid og hedder på tysk: ”Frølich soll mein Herze springen dieser zeit, da vor freud alle engel singen”
Min prædiken blev oversat til tysk af en gymnasielærer Lektor frk. Hasselbaum. Det var en omtale af Engelens ord om at juleevangeliet var for alle mennesker – også for de tyske flygtninge. Juletræerne og adventskransen, der for første gang prydede Aastrup kirke i julen 1943, i korbuen var tændte.
Det sværeste var at Karl Wallter bad mig om at læse navnene på de fædre, der endnu ikke var vendt hjem fra krigen, eller som man endnu ikke havde hørt fra, men da krigen jo nu var forbi indvilligede jeg heri. Oplæsningen skete efter prædiken fra prædikestolen.
Det gjorde et stærkt indtryk på mig da jeg efter at have læst det første navn, så en mor, der sad på den første bænk i kirken og altså lige under prædikestolen, rejse sig med sine børn. De andre mødre rejste sig også, én efter én, sammen med deres børn når navnet på deres ægtefælle og far blev læst.
Velsignelsen læste jeg på dansk. Jeg syntes ikke jeg magtede ordene på det tyske sprog og Karl Wallter forsikrede mig at flygtningene forstod hvad ordene indeholdt. Jeg glemmer aldrig den julegudstjeneste, der var den eneste af sin art i Aastrup Kirke da flygtningen var blevet flyttet til bl.a. Oksbøllejren inden julen 1946.
|
Erhvervsdrivende og foreninger
|
|
Opdateret: 04. februar 2010 |
