|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
Motion – det er noget for børn
MOTIONSLØB: Fredagen før efterårsferien er altid helliget Skolernes Motionsløb – ihvertfald for elever og børnehavebørn. Motionsløb fredag den trettende.
Ja, for nogle af os lyder det som noget fra en gyserfilm; men for eleverne på Åstrup Skole og børnene fra Børnehuset var det ugens store oplevelse at deltage i Skolernes Motionsløb fredag den 13. oktober.
- Så jogger vi rundt i skolegården, gjaldede lærer Finn Larsens klare røst.
Efter en grundig opvarmning gik det løs på 3 distancer – 3, 6 eller 10 kilometer. 11 modige elever deltog på den længste distance; mens resten fordelte sig på de lidt mere overskuelige løbslængder.
Byens dagplejebørn var mødt frem for heppe på deltagerne; men endnu er benene for korte til at deltage, selvom viljen klart var tilstede.
- Jeg skal løbe 6 km i dag, bekendtgjorde Simone Hansen fra 5. kl. - Det tager nok ca. 40 minutter, før jeg er tilbage.
Og det holdt stik for hende! Vel hjemme på skolen ventede overrækkelsen af et flot deltagerdiplom og Tandplejens vandbod.
Enkelte forældre havde vovet sig med i løbet og det blev såmænd en ganske flot oplevelse i det lune efterårsvejr. Solen havde brændt sig gennem skyerne og lyste om kap med deltagernes røde kinder.
Alt i alt deltog omtrent 240 i Skolernes Motionsløb i Glejbjerg-udgaven.
|
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |