glejbjerglogo.jpg (36260 byte)

Startside
Op
Sidste nyt
Det sker
Fremtidsdag
Byfest09
Bo i Glejbjerg
Lokalråd
Ledige jobs
Mini-Bladet
Skole/Pasning
Fritid
Erhvervsliv
Foreninger
Links
Om os
videoklip
Det skete
Nyhedsbrev

Optimeret til: IE6+ 

  Resolution 800x600 +

Webansvarlige:
Ina T. Andersen
Conny Callesen

Teknik:
 
Bojan Visnjic

 

 

 

9. maj 2009

Fortsat debat om fremtidens 7. klasse

 

SKOLE: Følg her debatten i medierne om den fremtidige placering af 7. klasse med et lokalt perspektiv.

 

Debatten i Jyske Vestkysten omkring kommunens beslutning om at flytte 7. klasserne fra de lokale skoler til overbygningsskoler har afstedkommet en del reaktioner - heraf synspunkter fra lokale borgere i Glejbjerg (læs tidligere synspunkter her).

 

Anette Førgaard Pedersen: Hvor er selv-værden og stoltheden?

 

Alt hvad der kommer fra København og andre storbyer er ikke nødvendigvis den evigtgyldige sandhed, der ukritisk kan overføres til mindre jyske forhold. Og: Når man vælger at lade sig inspirere af andre, skal man forholde sig kritisk til, hvordan deres ændringer er gået, og om det aktuelt passer til den virkelighed, man befinder sig i.

 

Ovenstående postulater er der vel ikke nogen, der vil være uenig med mig i. Men jeg vil påstå, at politikkerne i Vejen Kommune i øjeblikket er i gang med - en gang til - at gennemføre tiltag, som de har glemt at forholde sig kritisk til. "Engang til" tillader jeg mig at sige, fordi man også har gennemført privatiseret rengøring/udlicitering på skolerne - selvom det mange andre steder længe forinden - på eks også sygehusene - er blevet evalueret som en dyr serviceforringelse, og at man mange steder har taget rengøringen tilbage til institutionen selv igen. Vejen Kommune trumfede det alligevel igennem - det lød så trendy. Og vi fik en dyrere og dårligere løsning - ligesom de andre, der før os, også havde prøvet det. Det går vi så stadig og betaler til.

Så kom plan-B-udsendelserne på TV - det lød smart. I stedet for at følge op på de allerede gode decentrale lignende tiltag på eks Åstrup skole - kopierede man så denne dyre centrale løsning i Vejen. Vi skulle ikke stå tilbage for Københavnerne. Også her kunne man få meget mere for pengene ved at placere dem lokalt på skolerne - sv.t det gamle Holsted Kommune gjorde på Åstrup Skole. Det lød nok bare ikke så smart - og nyt!.

Og nu gør man det så igen: Undervisningministeriet har lavet læseplanerne, så visse klassetrin hører sammen, når man skal planlægge undervisningen. Således er 7-8-9 klasse beskrevet sammen mht mål etc. Dette er en naturlig konsekvens af de store skoler dominans. Men igennem snart mange år har det vist sig, at overbygningsskole og fødeskoler i gl.Holsted kommune sagtens har kunnet finde ud af at koordinere dette. Man bruger blot det samme undervisningsmateriale og snakker sammen. På Åstrup skole har man ved kreativ tænkning også formået at tilbyde valgfag. Der er således ingen argumenter for at flytte 7 klasse til en overbygningsskole. Tværtimod.

Jeg ville aldrig argumentere for at beholde 7 klasse på Åstrup Skole alene for at holde liv i byen - jeg vil ikke gå på kompromis med mine børns undervisning - jeg ønsker det bedste for dem! Derfor er jeg meget taknemmelig over, at min den yngste har fået lov til at få 7 klasse med på Åstrup skole. Og jeg ønsker det samme for kommende børn. Jeg synes, at det er tankevækkende, at ud af de 20 elever i min søns nuværende 7 klasse, er der kun 12 elever, der starter på Højmark efter sommerferien. 8 forældrepar må have valgt, at deres barns behov bedre kan blive opfyldt et andet sted efter deres grundskole i Åstrup.

Ovenstående er ikke et perfidt angreb på Højmarkskolen, som jeg er sikker på leverer et godt stykke arbejde – men skal ses som et billede på, at forældre gør et aktivt valg omkring deres børn. Og børnene har ikke gået i 7 klasse på Åstrup Skole af mangel på bedre. Det har gået der, fordi forældrene har valgt det, som det bedste tilbud til deres børn.

Argumentet herfor: Her er et læringsmiljø med visioner og et højt fagligt/pædagogisk niveau. Jeg ville ønske at vores politikkere også kunne se det og havde mod til at være stolte af det og bakke op om det, – i særdeleshed fordi denne løsning ikke giver dem mer-udgifter – men giver en masse for pengene.

En underviser fra University College i København har netop i forbindelse med sit PhD-projekt været ovre og interviewe i lærergruppen på Åstrup skole. Hun anerkendte efterfølgende det store arbejde og det miljø, hun oplevede.

Selv Københavnerne kan se det. Hvorfor kan vi så ikke selv? Lad os ikke blive ved med at være de sidste, der gennemfører et tilbageskridt – men lad os lære af de andres fejl og være stolte af vores særpræg. Af vores visioner og høje kvalitet.

Lad 7 klasse blive på Åstrup Skole - giv børnene det bedste tilbud de kan få. Vi har valgt at bo netop i Glejbjerg, fordi vi synes at det er det bedste tilbud til os og vore børn. Lad være med at ødelægge det. Støt i stedet op om, at flere borgere får denne mulighed.

Det kunne ende med at blive en god forretning……!

 

Michael Gejl venter på Bent Jørgensens svar

 

Da jeg - mod forventning - endnu ikke har fået svar på spørgsmålene i mit læserbrev i JV fra i søndags om hvilke argumenter, der ligger bag beslutningen om at flytte 7. klasserne, tillader

jeg mig at gentage spørgsmålene:

 

Hvilke eksisterende problemer er det, at flytningen af 7. klasserne skal løse? – Jeg går ud fra, at der er nogle - på samme måde som jeg går ud fra, at en kirurg ikke foretager en operation, uden at der er en sygdom.

 

Hvor meget sparer man? Jeg går ud fra, at der er foretaget nøjagtige beregninger som offentligheden kan få adgang til inklusive bagvedliggende forudsætninger.

 

Er det for efterfølgende at gøre det lettere at lukke små skoler, når elevtallet her bliver reduceret med 7. klasserne?

 

Er det fordi, at skolerne i centerbyerne fungerer bedre end de mindre skoler?

 

Da jeg er medlem af Venstre, kan jeg ikke blot - som ”fru Tofterup” - affærdiges med en arrogant henvisning til den socialdemokratiske byrådsgruppe.

 

Bent Jørgensen anfører i sit indlæg i JV torsdag, at processen bestemt ikke luskes igennem, med henvisning til en debat, som har kørt mellem politikerne og skolebestyrelserne siden sidste sommer. På www.glejbjerg.dk kan man læse høringssvaret fra skolebestyrelsen på Aastrup Skole i Glejbjerg til Vejen Kommunes temaplan, med en velargumenteret afvisning af forslaget om flytning af 7. klasserne. Hvordan kan sådanne høringssvar tages til indtægt i en argumentation

for flytning af 7. klasserne?

 

I min verden er Venstre et moderne og demokratisk indstillet parti med argumenterne i orden - lad os nu få de gode argumenter frem!

 

Ina Tofterup: Definition på kvalitet i 7. klasse efterlyses

 

Jeg forstår ikke udvalgsformand Bent Jørgensens brug af ordene "masser af dialog" i forhold til kommunikationen med skolebestyrelserne i forhold til overvejelserne omkring flytning af 7. årgang fra de mindre skoler (mindre skoler tæller også 174 elever i Glejbjerg, 374 elever i Askov og 148 elever i Andst) til overbygningsskolerne.

Dokumentationen for politikernes "dialog" med skolebestyrelserne er rimeligt overskuelig - den består for mig at se alene i oplægget til Temaplanen for Folkeskoler (vedhæftet mail), som var i høring indtil d. 15. marts.

I temaplanen er målet for gruppen 7.-9. klasse at lave et sammenhængende forløb, hvilket jeg på ingen måde er uenig i. Jeg er bare dybt uenig i, at det skal være et FYSISK sammenhængende forløb, hvilket der heller ikke nogen steder er nævnt eller debatteret! Det er stort set umuligt selv med flytningen af 7. klasserne, idet efterskoleudfordringen jo fortsat er stor for folkeskolerne. Så flytningen af 7. klasserne tjener i mine øjne intet formål kvalitetsmæssigt.

Det undrer mig såre, at der på ingen måde er fremlagt dokumentation for, hvordan flytningen af 7. klasserne i gl. Brørup og gl. Rødding Kommuner er forløbet kvalitetsmæssigt:
- Har eleverne fået en bedre undervisning, målt gennem bedre testresultater?
- Har de mindre skoler kunnet bibeholde en lærerstab med alsidige og kvalitative faglige kvalifikationer?
- Er den almene trivsel og dannelse for eleverne i 7. årgang bibeholdt/udviklet/forbedret?

Og nogle praktiske spørgsmål må man da også have evalueret:
- Udgifter til transport?
- Udgifter til anlæg/drift?
- Rekruttering af lærere til overbygningsskolerne?
- Afvikling/forandring af de kostbare fysik-lokaler på de mindre skoler?

Jeg har ingen evaluering set eller hørt om - men det må da i sagens natur i en eller anden form have ligget til grund for beslutningen eller?

Og så har jeg også en udtalt undren over, at man bruger grønthøstermetoden over for de mindre skolers 7. klasser uden at dokumentere, at kvaliteten er OK eller endog bedre på overbygningsskolerne. I Glejbjerg er der hvert år flere 7. klasses-elever, der vælger Agerbæk Skole i 8. årgang fremfor Højmarkskolen i Holsted, ligesom Vorbasse Skole har temmeligt mange elever fra Bække Skoledistrikt. Hvorfor?

Den undren sættes i perspektiv af, at man endnu ikke kan forsvare at sammenlægge 10. klassescentrene til eet, fordi kvaliteten ikke er god nok. Samme overvejelse burde da gøres i forhold til 7. klasserne på de mindre skoler contra overbygningsskolerne.

Og så mener jeg, at det er uforsvarligt og arrogant at springe let og elegant over den folkelige debat i denne sag, som politikerne ved, er et følsomt emne i de allerfleste mindre byer. At politikerne tilsyneladende mener, at de har haft en tilstrækkelig dialog med skolebestyrelserne er én ting (som jeg ikke er enig i), men dialogen med den almindelige borger er simpelthen ikke-eksisterende i denne sag - og betænkeligt!

Det er iøvrigt tankevækkende, at der hele vejen - ifølge politikerne - skulle ligge kvalitative begrundelser bag beslutningen, men ingen vil definere, hvad kvalitetskriterierne er. Heller ikke i temaplanen... Så kunne vi nemlig lettere definere, hvad der ikke kan opfyldes på de mindre skoler contra overbygningsskolerne.

I mine øjne er løsningen en skoleafdeling, der påtager sig sit ansvar og får lov til det af politikerne! Altså f.eks. initierer fagsparringsgrupper for lærerne på tværs af skoler, opstiller tydelige krav til undervisningen i 7. årgang og laver modeller for tværskole-samarbejder. Men nu er jeg også ansat i det private, hvor man kan være fleksibel.

Skolebestyrelsen i Glejbjerg har offentliggjort høringssvaret til temaplan-oplægget på www.glejbjerg.dk. Derudover har vi et møde torsdag i næste uge, hvor vi vil debattere processen.

Vi ved fra alle de tidligere høringer af divergerende art, at vi praktisk set ingen indflydelse har, så derfor vil vi være velovervejede omkring målet for de initiativer, vi sætter i gang - vi vil ikke øge frustrationen, vi vil have en konstruktiv debat og løsning. Vi vil have alle de vægtige argumenter samlet og vi vil indsamle dokumentation for vore argumenter.

Og så vil jeg da gerne stille de samme spørgsmål til udvalgsformand Bent Jørgensen (ikke som Venstre-politiker), som de øvrige debattører har gjort, hvis det gør, at offentligheden kan få svar. Jeg stiller nemlig ikke op til noget og har ingen skjult dagsorden (ikke dermed sagt, at andre har) - åbne kort herfra.

Som en sidste bemærkning vil jeg da også udtrykke forundring over, at så få borgere udover byrådskandidater, lokalpolitikerne, osv. tilsyneladende har offentlige kommentarer til politikernes drastiske indgreb. Det er nu, vi skal på banen!

 

Læs også

Debat om fremtidens 7. klasse - nyhed af 5. maj 2009

Skolebestyrelsens vigtigste argument er kvalitet - nyhed af 6. maj 2009

Jyske Vestkysten

glejbjerglogofarver.jpg (38622 byte)

Erhvervsdrivende og foreninger

Dagli' Brugsen


GGI


Åstrup Sognearkiv

 

Glejbjerg KFUM IF


John Kristensen
 

Børnehuset
 

Åstrup Menighedsråd
 

Andelskassen


Glejbjerg Borgerforening
4H
 

GSF
 

Glejbjerg
 Antenneforening

 

Hotel Glejbjerg

 

Opdateret: 04. februar 2010