|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
14. december 2008 Forældre: Nu er det nok!
BØRNEHAVE/SFO: Endnu et børneboom udfordrer pladssituationen i institutionerne Børnehuset og SFO Myretuen.
Vejen Kommune vil gerne være hjemsted for børnefamilierne.
I Glejbjerg tager man det meget bogstaveligt, for såvel børnehave som skolefritidsordning er fyldt til bristepunktet og en del over endda. Aktuelt er børnehaven nødt til at tage endnu en ny pladsløsning i brug på grund af en stigning i børnetallet.
- Her vælger man så at inddrage et areal af SFO-bygningen til børnehaven, hvilket så igen skubber SFO-børnene ud i en træhytte og skolens aula, forklarer Lene Clausen, som netop har taget initiativ til at samle forældrene for at protestere mod forholdene.
Protesten går bl.a. på, at børnehavens børn fra nytår er spredt på 3 fysiske steder - Børnehusets basisbygning, SFO-lokale samt Satellitten i Fritidscentret. Ligeledes er SFO-børn og personale spredt over flere bygninger.
- For det første er langt fra alle lokalerne egnet til hverken børn eller personale og for det andet er løsningen alt for sårbar i forhold til normeringen af personale. Bare en enkelt sygemelding, så må alle børn samles på et alt for lille område. Hvor er børnenes tarv i dette her?, lyder spørgsmålet fra Lene Clausen.
Den aktuelle situation er kulminationen på en del års lappeløsninger i forhold til det massive pladsproblem i specielt børnehaven i Glejbjerg. Nu har hun så fået nok og hendes protest-opslag i børnehave og SFO har hen over weekenden fået en del forældre til at kontakte hende:
- Vi er nødt til at gøre noget nu, for kommunen lytter tilsyneladende ikke til hverken forældrebestyrelser eller personale, lyder det fra Lars Noer, som har to børn i Børnehuset.
Børnetallet er kommet et stykke over 60 i børnehaveregi og tilsvarende i SFO'en, så den begrænsede plads stiller sine udfordringer op for personalet i hverdagen. I Satelitten i Fritidscentret har Arbejdstilsynet påtalt en række uacceptable forhold og SFO-personalet har absolut heller ikke rimelige arbejdsvilkår i skolens aula, hvor specielt lydforholdene er et problem.
- Vejen Kommune er ganske enkelt ikke en rimelig arbejdsgiver, når de tillader så problematiske lokaleforhold for deres personale. Og vi vil simpelthen ikke godtage forholdene på vegne af vores børn, understreger Lars Noer.
Og spørger man Heine Fricke fra Vejen Kommunes Udvalg for Skoler & Børn, så er han da bestemt heller ikke stolt af situationen.
- Vi har arbejdet stenhårdt for at få et børnecenterprojekt med tilhørende byggeri med på budgettet og det er også lykkes, men lige nu og her er pladsforholdene bestemt ikke tidssvarende, erkender Heine Fricke.
- Vi må kunne gøre det her bedre, for vi vil leve op til vores målsætning om at tiltrække børnefamilier og så er det bare ikke i orden at tage de samme familier som gidsler i denne her situation, lyder det fra byrådsmedlemmet, som lover at tage sagen med videre.
Også en anden kommunal udmelding vækker stor undren hos forældrene i Glejbjerg, der efterhånden føler sig hårdt prøvet.
- Der er netop meddelt en takststigning i SFO'en fra nytår og samtidig skæres 3,8 pædagogtimer ugentligt. Hvor er logikken lige her?, undrer Lene Clausen sig. |
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |