|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
Fra SFO til børnehave
BØRNEHAVE: Børnehuset har fået en ny souschef. Lisbeth Christoffersen fra Brørup har tidligere arbejdet i en SFO.
- Det er godt nok anderledes.
Det er Lisbeth Christoffersens første indtryk af sit nye job som souschef i Børnehuset i Glejbjerg. Lisbeth kommer fra et job som pædagog i Friager SFO i Brørup, hvor hun har arbejdet de seneste 7 år.
- Det kræver lidt tilvænning at arbejde med 3 år yngre børn i en børnehave; men jeg nyder det, lyder det smilende fra Lisbeth.
Mens hun snakker, klarer hun lige at øse endnu en portion æblegrød op til 4-årige Kasper. Det er nemlig eftermiddagsmadstid i Børnehuset; men en rigtig kvinde kan selvfølgelig sagtens klare mere end én ting ad gangen.
Og det er der brug for i Børnehuset. Det myldrer nemlig ind med børn, for Glejbjerg-borgerne har tilsyneladende ikke hørt om den generelle tendens med færre børn pr. familie - de ”producerer” bare løs.
- Som souschef skal jeg også varetage mange administrative opgaver og udfordringen med at finde plads til alle de herlige børn er da én af de større, forklarer Lisbeth.
- Men det er da en positiv udfordring, for så er der da arbejde nok, griner hun.
Lisbeth er blevet kastet ud i jobbet og det nyder hun tydeligvis. Som første opgave er hun blevet tildelt yngstebørnsgruppen, som udelukkende består af 3-årige.
- Jeg brænder meget for blandt andet den motoriske træning, så det er oplagt at gøre brug af skolens gymnastiksal og de herlige skovområder i byen, siger hun med fast stemme.
Derhjemme i Brørup bor hun sammen med sin kæreste og deres to børn på 1 og 3 år, så hun har en naturlig erfaring at øse af foruden sin pædagog-uddannelse.
Hun er startet i jobbet 1. oktober og da der startede 2 nye pædagogmedhjælpere - 20-årige Eva fra Gjerndrup og Kirsten fra Vejrup, ligeledes 20 år - måneden før, har det været lidt af et puslespil at passe de nye ansigter ind i vagtplanen.
- Heldigvis er det en flok dygtige medarbejdere, der er her i Børnehuset, så det er allerede nu ved at være helt på plads, smiler Lisbeth.
Og smiler, det gør hun altså meget, hende Lisbeth.
|
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |