|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
6. juli 2007 Lokal kok til Hotel Glejbjerg
HOTEL: Glejbjerg Medborgerhus har skrevet kontrakt med Jakob Andersen som forpagter af Hotel Glejbjerg.
Ung kok, der brænder for faget.
Sådan kan man kort beskrive den nye forpagter af medborgerhuset i Glejbjerg, som beholder navnet ”Hotel Glejbjerg”. Han er 28 år og oprindeligt uddannet kok på Schackenborg Slotskro. Siden har han bl.a. arbejdet på Hotel Hanstholm, Hovborg Kro og Pejsegården i Brædstrup. Desuden er der et kantinelederjob på Lego Center på CV’et.
Lokalt er han også kendt, idet han stammer fra Hovborg og de seneste tre vintre har han ledet et aftenskolehold i madlavning for mænd på Åstrup Skole. De må dog formentlig finde en ny kursusleder, for Jakob Andersen håber at få travlt i sit nye job.
- Ja, det er da klart målet at skabe liv i de flotte hotelbygninger på Torvet, smiler han.
- Jeg har mange idéer til arrangementer og også til menukortet, så nu kan folk godt begynde at fylde ordrebogen op.
Bestyrelsen for Glejbjerg Medborgerhus A/S har gennem de sidste måneder ledt efter en helt bestemt profil til jobbet som forpagter og det mener de nu at have fundet i den unge kok fra Hovborg.
- Han er engageret og kender betingelserne i en mindre by, forklarer formand Benny Hansen.
- Og så har han en indgående erfaring indenfor forskellige former for fester og arrangementer. Det skal da også gerne komme borgerne i Glejbjerg til gode.
Jakob Andersen vil også gerne appellere til borgere udenfor Glejbjerg og derfor tilbydes et bredt udvalg af ”mad ud af huset” foruden fester og private sammenkomster. Planlægningen af aktiviteter som intimkoncerter og firmajulefrokoster er også allerede i fuld gang.
De første arrangementer er allerede skrevet i ordrebogen – flere lokale fester og så den lune mad ved julemessen i Glejbjerg Fritidscenter til november.
Officielt indvies Hotel Glejbjergs nyrenoverede bygninger fredag den 28. september, hvor også forpagteren vil præsentere sig. |
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |