|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
17. september 2007 Mange fandt vej til jubilæumsreception
FRITIDSCENTER: Glejbjerg Fritidscenter bød velkommen til over 150 mennesker ved jubilæet lørdag.
Det emmede af nostalgi og fællesskab lørdag den 15. september i Glejbjerg Fritidscenter, hvor der var budt ind til reception i anledning af centrets 25 års jubilæum.
Et stolt bestyrerpar Calle og Birgit Junker stod sammen med bestyrelsen for arrangementet, som tiltrak både børn og voksne. I den nyrenoverede hal boltrede børnene sig i hoppeborgen og på det nye gulv, mens de voksne tog for sig ved det overdådige kagebord i cafeteriet.
I 1982 blev hallen indviet efter massiv lokal opbakning – økonomisk og arbejdsmæssigt – og idag er centret en selvejende institution med en god udlejningsprocent og en fortsat lokal støtte. Også i personkredsen omkring centret er der stabile og loyale kræfter.
- En loyal og flittig mand, som bestyrelsen altid kan stole på, lød skudsmålet på Hans Chr. Hansen, bestyrelsesmedlem gennem alle 25 år.
Beskrivelsen kom frem, da formand Henrik Ottosen i sin tale hædrede Hans Chr. med en flot kurv, som blev overrakt med en formaning om at dele den med resten af familien, som i mange timer har måttet undvære ham til hallens bedste.
Gavebordet bugnede af flotte pakker – lokale borgere var gået sammen om en kontant gave, børnehavebørnene havde begået kunstværker og lokale virksomheder og foreninger havde betænkt centret. Aktiv Fritid overrakte en bærbar computer, en projektor og et mobilt lærred, så centret fremover kan stille disse faciliteter til rådighed ved arrangementer.
- Det er ment som en gave til både fritidscentret og alle dets brugere, lyder budskabet fra foreningens formand, Bjarne Knudsen.
I dagens anledning havde bl.a. Åstrup Sognearkiv stillet udklip og fotos til rådighed, så receptionsgæsterne kunne fortabe sig i minderne 25 år tilbage. Rundt omkring ved bordene blev der livligt diskuteret historie og nutid i skøn forening.
- Tillykke med fødselsdagen, skal lyde herfra.
Foto: Ina T. Andersen
Fotos: Ina Andersen |
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |