|
Optimeret til: IE6+ Resolution 800x600 + Webansvarlige: Teknik:
|
4. juni 2008 Ny cykelrekord sat i Glejbjerg
AKTIV FRITID: 5 familieløb i maj og juni trak mere end 650 cyklister ud i det flotte sommervejr.
Over 5 tirsdage har mere end 650 deltagere været med i Tour de Pedal i Glejbjerg. Det hele kulminerede tirsdag den 3. juni, hvor 185 personer deltog i afslutningsløbet. Den hidtidige rekord fra 1997 på 182 deltagere blev således slået i år.
Efter 15,5 km vendte alle hjem til udgangspunktet i skolegården, hvor Andelskassen Sydvestjyllands Glejbjergafdeling stod klar med grillpølser til de sultne cyklister. Efter pølserne var indtaget, var der over 50 lodtrækningspræmier skænket af sponsorer fra såvel Glejbjerg som fra de omkringliggende byer.
Aftenens finale var naturligvis lodtrækningen af hovedpræmien, et gavekort på kr. 2008,- skænket af Glejbjerg Cykler & Legetøj ved Karna og Poul Erik Nielsen. Ud af spanden med de 650 startkort fra samtlige cykelaftener trak Karna Nielsen kortet fra Brian Nielsen dateret den 13. maj. Brian har i øvrigt deltaget i samtlige løb i år.
- Med en sådan opbakning til arrangementet fra deltagerne, og ikke mindst sponsorerne er udvalget naturligvis klar igen til næste år, lyder det fra Aktiv Fritids formand Bjarne Knudsen.
Tekst & foto: Bjarne Knudsen |
Erhvervsdrivende og foreninger
|
Opdateret: 04. februar 2010 |